Fisker- og fangerforeningens medlemmer har ønsket sig et sted i mange år, hvor de kan sælge deres fangst til borgerne i Tasiilaq. Det ny Bræt er færdig – derfor smiler Frede Kilimi nu.
Den seneste uge har der været travlt foran Storebutikken i Tasiilaq. Formanden for Erhvervsråd Øst, Thomas Ørum Kristensen, og byens håndværkere har arbejdet ved det lille hus på pladsen. Michael Waentz fra Iserit har jævnligt kigget forbi. Byens socioøkonomiske virksomhed Siu Tsiu og deres medarbejdere har ryddet op. Hans Poul Andersen fra igdlo/Ungdommens Kulturhus og deres unge har forberedt mad. Formanden for Fisker- og fangerforeningen, Frede Kilimi, og hans medlemmer har leveret kød og fisk. Formanden for Lokaludvalget, Ole Lundblad, har set tilfreds ud.
Men hvad foregår der? Tasiilaqs nye Bræt er færdigt, og tirsdag den 7.2. var der stor indvielse. Nu står et lille hus foran Storebutikken, klar til salg af kød, fisk og fugle, drevet af fisker- og fangerforeningens medlemmer.
Huset har været længe ventet. Det har været planlagt og droppet flere gange. I årevis troede man i Tasiilaq ikke, at det ville blive til noget. Selv efter at gulvet blev støbt, sagde Frede Kilimi, at han ikke ville smile før huset stod der.
Nu står det her! En lille bygning pakket ind i sten som gamle lokale huse. Centralt placeret, så byens borgere let kan kigge forbi. Her er tag over hovedet for fiskere og kunder, uanset vejr. Der er rindende vand, elektricitet, salgsborde, køledisk og fryser – alt hvad man kan ønske sig.
Det er godt for fisker- og fangerforeningens medlemmer, som har ønsket dette i mange år – derfor smiler Frede Kilimi nu. Det er godt for erhvervslivet i byen, derfor har Thomas Ørum Kristensen involveret sig. Det skaber arbejdspladser, især for unge som vil være fiskere og fangere, derfor har Siu Tsiu samlet sten til husets ydervægge. Igdlo og Ungdommens Kulturhus er glade, fordi de nu har et sted at købe grønlandsk proviant, hvilket er godt for deres planer om street-food til sommerens turister. Michael Waentz og Iserit har sørget for byggestyring og sikret fremskridt.
At sende projektet i udbud kunne måske have været nemmere. Men lokaludvalget ønskede, at byggeriet skulle skabe mere end bare de 50 kvadratmeter hus. Det skulle skabe samarbejde i Tasiilaq – mellem borgere, foreninger, politikere og institutioner. Projektet er en del af Tasiilami Suleqatigiippugut, et 8-årigt udviklingsforløb i Tasiilaq. Lokaludvalget ville, at byggeriet skulle være fundamentet for nye samarbejder og muligheder. Det har skabt samarbejder mellem Lokaludvalget, Erhvervsråd Øst og Fisker- og fangerforeningen, og mellem igdlo og byens håndværkere og fiskere, som giver de unge nye muligheder for praktik og erhvervsdrømme. Kontakter mellem Siu Tsiu og byens erhverv kan hjælpe unge i jobtræning.
Kort sagt, viser projektet, at med vedholdenhed og fællesskab kan man opnå store ting – og det giver da grund til at smile!